lørdag 6. februar · kl. 16.00
Kammermusik af Carl Philipp Emanuel Bach, søn af Johann Sebastian Bach, med den enestående besætning af traversfløjte, bratsch og hammerklaver, opført på autentiske instrumenter efter historisk opførelsespraksis.
Kan man spille en kvartet, når man kun er tre musikere? Kan en bratsch fungere som melodi-instrument? Og hvordan lyder et klaver fra 1780’erne egentligt? Kom og få svaret, når vi spiller de sidste værker Carl Philipp Emanuel Bachs komponerede før sin død, de tre kvartetter for traversfløjte, bratsch og hammerklaver.
Carl Philipp Emanuel Bach var den næstældste søn af den verdensberømte Johann Sebastian Bach. De tre kvartetter var noget af det sidste CPE Bach komponerede og repræsenterer med ‘Den Galante Stil’ overgangsperiode mellem barokken og klassikken. I CPE Bachs kompositioner ser vi en udtalt modreaktion på barokkens stramme rammer. Selv for det moderne øre, fremstår musikken fri, overraskende og innovativ i sit udtryk.
Det er ikke kun musikken der repræsenterer en udviklings- og overgangsperiode. Den stadige udvikling af tidens musikinstrumenter medførte en videreudvikling af højbarokkens foretrukne tasteinstrument cembaloet. Hammerklaveret ser dagens lys som en mellemting mellem cembaloet og det moderne klaver. Lyden minder om et moderne klaver, men uden dettes pedaler. Hammerklaveret har langt større mulighed for at udtrykke dynamiske nuancer end forgængeren cembaloet, men har samtidig en slankere klang end et moderne klaver.
Nok var hammerklaveret moderne, men det var den øvrige instrumentation også. Fløjten var almenkendt som melodi-instrument, men at bruge bratschen som melodi-bærende instrument med en ligeværdig rolle var højst usædvanligt.
Skønt CPE Bachs værker stadig er populære i dag, er det yderst sjældent man har muligheden for at høre dem med original instrumenter. Vi glæder os til at give publikum mulighed for netop denne autentiske klanglige oplevelse, der transporterer lytterne direkte tilbage til de berlinske musik-salloner i 1780’erne.
Program:
Kvartet i a-mol, Wq 93
Kvartet i D-dur, Wq 94
Kvartet i G-dur, Wq 95
Medvirkende ved koncerten:
Mai Kamstrup Mogensen: Traversfløjte
Georgina McKay Lodge: Bratsch
Hammerklaver: Yuko Inoue
Koncerten gennemføres med økonomisk støtte fra:
William Demant Fonden, Aage og Johanne Lois-Hansens Fond, Brebøl Fonden, Jorck’s Fond og Juchum Fondation
Mai Kamstrup Mogensen (København) er uddannet orkestermusiker fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på moderne fløjte. Efter endt studie har hun efteruddannet sig på traversfløjte i København hos Irene Spranger, i London hos Rachel Brown og i Rom hos Manuel Granatiero. Mai er aktiv kammermusiker med flere faste ensembler herunder ‘Ensemble Dessus et Dessous’ der er specialiseret i fransk barokmusik. Hun har spillet med flere københavnske barokensembler, heriblandt Camerata Øresund, Ensemble Zimmermann og Copenhagen Soloists.
På moderne fløjte har hun assisteret i flere af de danske orkestre som Det Kongelige Kapel, og Copenhagen Phil. Derudover er hun fast fløjtenist i Den Danske Sinfonietta.
Mai er også aktiv arrangør af koncerter med fokus på den tidlige musik og sidder i bestyrelsen i Foreningen for Tidlig Musik i Danmark.
Georgina McKay Lodge (København) er blevet rost for sine "rich, dark hues and powerful sound" (Early Music America). Hendes debut album, J.G. Graun: Chamber Music from the Court of Frederick the Great hof på Brilliant Classics, modtog entusiastiske anmeldelser i The Strad, Strings Magazine, Early Music America, Custos Denmark, Limelight og New York Music Daily. Hun har også indspillet på Harmonia Mundi-labelen med Les Arts Florissants og har optrådt på barokviola og violin med andre europæiske tidlige musikensembler, herunder Holland Baroque, Camerata Øresund, Copenhagen Soloists, Orquestra Barroca Casa da Música, Orchestra of the Age of Enlightenment Experience; og i USA med Teatro Nuovo operaorkester, The Sebastians, Voyage Sonique, Grand Harmonie, The Berry Collective, ved Boston Early Music Festival, ved Oregon Bach Festival, og sammen med musikere fra Tafelmusik, Concerto Copenhagen, Cleveland Orchestra og Juilliard School, Harvard University og Universität Mozarteum Salzburgs historiske opførelsesprogrammer.
Yuko Inoue (Köln). Efter at have taget sin bachelorgrad fra Musikkonservatoriet i Tokyo og vundet flere priser ved flere klaver- og kammermusikkonkurrencer i denne periode, udviklede hun en stærk interesse for historiske taste-instrumenter og tog en kandidatgrad (Master of Music) i cembalo. Parallelt med sine udøvende studier fulgte hun også et musikvidenskabelige spor i et særligt studieforløb om CPE. Bachs kompositioner.
Efter sin debutrecital i 2004 har Yuko Inoue etableret sig i musiklivet med talrige optrædener som cembalist og fortepianist, både som solist og kammermusiker - i Japan såvel som i Europa, bl.a. med Klassische Philharmonie Bonn, Kölner Kammerorchester, Sinfonieorchester Aachen, Norwegian Baroque Orchestra og ved Utrecht Festival voor Oude Muziek.
Med base i Köln, Tyskland, er Yuko Inoue i øjeblikket aktiv med koncert- og indspilningsvirksomhed. Hun har studeret tidlig musik hos professor Ketil Haugsand og har taget en kandidatgrad (Master of Music) i fortepiano samt Konzertexamen fra Hochschule für Musik und Tanz Köln.
Siden 2015 har hun været continuospiller ved Ringve International Summer Course of Early Music i Trondheim, Norge. I februar 2019 udgav Yuko Inoue sin debut-cd på fortepiano, “The Art of Emotion”, på pladeselskabet Simax.
Læs mere på www.cembalino.com
Læs mere om foreningen for Tidlig Musik i Danmark på www.tidligmusik.dk
Billetter