søndag 29. november · kl. 15.30
Roskilde Musikforening præsenterer
AKELA betyder glæde, og netop dette er en præmis for kvartettens sammenspil. Glæden ved at skabe og dele musik har drevet en fortolkning af det klassiske kvartetrepertoire med nærvær og nysgerrighed.
Strygekvartetten AKELA blev dannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2019. AKELA betyder glæde, og netop dette er en præmis for kvartettens sammenspil.
Glæden ved at skabe og dele musik har drevet AKELA i at fortolke det klassiske kvartetrepertoire med nærvær og nysgerrighed til kammermusikfestivaler, internationale masterclasses, konkurrencer og koncerter i både ind- og udland.
AKELA består af Clara Glasdam og Gustav Ranum på violin, Kirsten Wilbrandt Kjær på bratsch og Oskar Reuben Friis-Hansen på cello.
AKELA har en stærk drøm om at være et vedkommende og inspirerende ensemble, og har derfor i løbet af årene arrangeret og spillet koncerter af meget forskellig karakter - fra tværkunstneriske arrangementer med åben scene, højskolekoncerter krydret med sang og fortælling, klassiske kvartetkoncerter i prominente koncertsale, side-by-side-koncerter med det musikalske vækstlag til plejehjemskoncerter i et coronanedlukket Danmark. Siden 2023 har kvartetten været en del af MERITA, et europæisk tiltag som er med til at redefinere koncerter i samarbejde med unge internationale kvartetter.
I 2024 modtog kvartetten Leonie Sonnings Talentpris, og i 2023 modtog alle kvartettens medlemmer Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Talentpris. I 2022 vandt AKELA førstepris i LFN International Chamber Music Competition og i 2021 vandt kvartetten førstepris i ENKOR International Chamber Music Competition.
Derudover har kvartetten deltaget i talrige masterclasses med blandt andet Hatto Beyerle, Johannes Meissl og Den Danske Strygekvartet. Kvartetten en del af Le Dimore del Quartetto - et internationalt netværk, der støtter unge internationale strygekvartetter i deres karriere.
Hver især spiller alle i kvartetten en aktiv rolle i det danske musikliv, både solistisk og som assistenter i symfoniorkestre. For dem alle gælder dog, at den store passion er kammermusikken, som de altid stræber efter at udforske med kreativitet, varme og åbenhed.
Billetter